- Flere bogtips
Ingen resultater fundet
Ingen resultater fundet
![]()
[ Bogtip efter Ide Hejlskov ] Af Ide Hejlskov Carsten Jensen har skrevet et mesterværk af en historisk roman om sømandsliv, krig og død – med aner til Herman Melvilles Moby Dick. Sømændenes forråede entreprenør ’vi’ aftvinger i deres drabelige fortælleglæde læseren både forkrampede hjertesammentrækninger og karsk latter. Carsten Jensens hovedpersoner drager ud i verden og handler i stedet for at se indad i deres forslåede sømandssind. Vi, de druknede begynder med krudtrøg og kanoners torden i Den første Slesvigske krig i 1848 og ender med de engelske bombeflys raketaffyring mod et skibsdæk i 1945. I en bredt anlagt fortælling følger vi tre generationer af sømænd fra Marstal. Først er der Laurids Madsen, hvis sømandsstøvler kommer til at spille en central rolle. Da hans skib eksploderer i 1848, ryger han i luften – og lander uden falbelader på sine støvler igen. Men krigen og støvlerne tynger Laurids mere end som så, og senere forsvinder han fra sit hjem og efterlader sine støvler. Da sønnen, Albert, vokser til, tager han støvlerne på og drager ud i verden for at finde sin far. Inden Albert stiller støvlerne eller rettere bliver stående i dem som en støtte over sit liv, har han været vidne til, hvordan de marstalske mænd falder under Første Verdenskrig, og han har videregivet sin arv, så der er en, Knud Erik Friis, til at overtage støvlerne, i hvert fald i overført forstand. Moren vil ikke have, at Knud Erik skal være sømand. Den slags kan kvinderne nu ikke bestemme i Marstal. Så med sin arv fra Albert og et delvis forbitret hjerte drager Knud Erik også til havs. Her møder han lige som Laurids død, kærlighed og sin egen moralske deroute. Ud over de tre slægtninge i enten kød eller ånd er der et væld af drenge- og sømandsstemmer, som blander sig i fortællingen om Marstal. Nu kunne man tro, at Vi, de druknede er en ren mandehistorie. Især i anden del dukker kvinderne imidlertid op som en del af koret, og som enkeltindivider. Særligt én kvinde har en foretagsomhed, der kan konkurrere med mændenes. Først er hun undseligheden selv, men da hun kommer til penge, udlever hun sin drøm, der minder om et mareridt. Som en anden landjordens kvindelige kaptajn Akab fra Moby Dick kæmper hun hårdhjertet og uden realistisk håb mod havet. Mod slutningen bliver det voldsomt dramatisk, men Carsten Jensen får reddet trådene i land.
[ Boginfo ] Jensen, Carsten: Vi, de druknede.
(Bogens sprog: Dansk)
Gyldendal,
Danmark, 2006
(2006).
ISBN: 13-978-87-02-04723-3.
Genre: roman
Sprog (bogtip): Slovenščina, Angleško, Nemščina, Francoščina, Danščina, Madžarščina, Hebrejščina
Ingen resultater fundet