[ Bogtip efter Lasse Korsemann Horne ] Du som er i himlen
Hvordan livet bliver smukkere med døden under huden
”Pludselig slog jeg to store sving på tværs af gaden og styrtede uden at tage for. Det næste jeg huskede, var at jeg lå på vejen og ikke kunne komme op. Jeg prøvede, men mine ben lystrede ikke.”
Det er den 30. august 2006 at journalisten Morten Sabroe får en blodprop i hjernen. Overlægen på Glostrup Hospitals apopleksiafdeling bemærker tørt: ”Der er nogle der bruger det her eksistentielt.”
Det gør Morten Sabroe så i resten af bogen. Han bliver sendt til New York for at skrive en bog om Hillary Clinton – en kvinde han afskyer og kalder Mrs. Frigidaire. Hun minder ham mest af alt om sin egen mor – som han også afskyer.
Modløs kaster han sig ud i arbejdet, men blodproppen er en streg i regningen. Døden sidder under huden på ham. Han er humørsyg, melankolsk, følsom og supersensibel overfor livets skønhed og skrøbelighed.
En aften får han så endelig ”besøg af døden”. Hulkende bryder Morten Sabroe sammen og ser den samme grønne dør for sig, som han gik ind ad for mange år siden for at følge sin forhadte og syge mor i døden. Erindringerne vælder frem om livet med en mor, der ikke ville eller kunne være mor for Morten Sabroe. Bånd blev kappet, og først da moren ligger for døden kommer Sabroe hjem til hende.
Det bliver en lang nat i selskab med en gammel sæk knogler, der ligger og raller i sengen. Sabroe føler intet. Nu – i New York – er Sabroe selv ved at blive indhentet af blodpropperne og ansigt til ansigt med døden, higer han efter en syndsforladelse over sine sidste, kolde timer med moren. Han vil vise sin kærlighed til moren – ikke hadet og han bruger forfatterens gave til at ”omdigte” morens dødskamp til et smukt eventyr.
Lykkelig kommer Sabroe kommer hjem fra New York for at redigere bogen og finde omslagsbillederne frem. Lynet slår ned i ham. Det billede han har manet frem fra sit indre om moreren og brugt to måneder på at ødelægge – det passer slet ikke på kvinden på bogomslaget. Hun er meget mere end Sabroes erindring, og Sabroe erkender, at hans billede af moren er lige så uforsonligt og stift, som moren selv.
Sådan ender bogen som en erkendelsesproces, der i bund og grund er ikonoklastisk – de stivnede billeder af vores kære skal kunne ødelægges og genopbygges hele tiden for at vi skal kunne være i stand til at sige, at ”jeg elsker dig” til vedkommende. Ellers stiver billedet, forholdet, mennesket og døden indfinder sig blandt de levende.
Sabroes bog er nok en bog om døden, blodproppen og den betydning, den har haft for ham, men i bund og grund er bogen en historie om livet – at lære at leve uden angst, bryde det ned, som på godt og ondt har skabt os som personer, rydde forhindringer af vejen for at kunne leve mere – selvom døden står for døren. Mellem linjerne i bogen bryder historien om modet til at leve frem – modet til at være vittig, modet til at være bange, græde, modet til at bryde med sig selv og fortiden, modet til at elske og modet til ikke at give op og fælde den hårde dom: Ansigt til ansigt med døden er alt ligegyldigt.
[ Favoritcitat ] ”Ambulancen kom. Jeg blev lagt på båren og fik iltmaske på. Jeg flåede masken af, fordi det sorte dyr i den sorte bølge ville komme farende gennem den og øde mig op indefra. På hospitalet blev jeg rullet ind på en overvågningstuen med fingre der var krogede af kramper. Hver gang fik jeg en sprøjte stesolid og langsomt trak den sorte bølge med det sorte dyr sig tilbage, og jeg faldt til ro. ”Tror du ikke det er på tide du opsøger en psykolog?” spurgte lægerne. Jeg opsøgte ikke en psykolog, jeg skrev en roman.”
[ Boginfo ] Sabroe, Morten: Du som er i himlen.
(Bogens sprog: Dansk)
Politikens Forlag,
København, 2007
(248 sider, 249 kroner).
ISBN: 978-87-567-8473-3.