På mærkedage er det tid til at gøre status. Til at skue tilbage i tiden, og lave planer for fremtiden. Det er dagene, hvor man skuer ud over selskabet, man har budt ind til at fejre sønnens konfirmation, sølvbrullupet og alle de andre mærkedage, hvor livet synes noget særligt. Her finder vi Mærkedages vrimmel af hovedpersoner, hvis tanker og iagttagelser vi med neurologisk præcision følger fra køkken til festbord. Handling er der som sådan ikke meget af i Mærkedage – men tanker, jævn åndshistorie fra Nordjylland til overflod. Og sådan bliver livet i Staun over hundrede år stykket sammen af persongalleriets utallige, anakronistiske tilbageblik.

På Bisgaard er det familien Godiksen med storbonden Søren Godisken i spidsen, der fører ordet i landsbyen. På Kristiansminde følger vi familien Lundbæk, hvor de unge i takt med moderninseringen og industrialiseringen af landbruget, flyver fra Staunreden, indtil sønnen Axel begynder at opkøbe jord indtil Staun og omegn er baggrundstæppe for en svinefabrik.

Sørensen runder mange af de samfundstemaer, som har forandret Danmark grundlæggende fra dengang til i dag: religion, skilsmisse, homoseksualiteten, industrialiseringen, idealet om det lykkelige liv, den moderne eksistentielle søgen efter meningen med livet, som førhen kom med ansvaret, når man overtog slægtsgåden.

På fremragende vis personificerer de to familier hele denne udvikling. Peder Godiksen, den ældste søn, drager ud i verden på eventyr og ender som krigshelt i Royal Airforce, mens forældrene taber et helt livsværk på gulvet: slægtsgården. Et slægtsled senere kæmper 68erne for at finde deres plads mellem land og by, fortiden og fremtiden. Deres børn igen sætter eget tarv foran alt andet – indtil det sidste forvirrede bindeled til familien er løfter om en snarlig fætter-kusinefest.

Bogens handling er som sådan jævn – vi hører om livet på to gårde –  men på samme tid er den voldsom stor. Staun er sindbilledet på udviklingen og afviklingen af det danske landbrugssamfung. Det er en årtusinde lang bondekulturs sidste spjæt, der får en stemme i litteraturen med Sørensens digre værk. Det fascinerende ved bogen er den præcision af karakterer, tale- og tænkemåder, som bliver lagt for dagen i Mærkedage. Det er talesprog fra Nordjylland, hvilket gør læsningen en anelse svær i begyndelsen med til en sand fryd sidenhen. For sproget er ikke bare smukke billeder eller forfatterens narcissistiske sprogfletteri, men udtryk for en egns og en tids mentalitet, tro, håb, filosofi og æstetik.  Og til forskel fra megen anden dansk samtidslitteratur, breder denne bog sig ud over de almindelige, mere litterære typer, der ellers finder vej til de danske bøger. Enhver eksil-landboer vil kunne genkende de sindige bønder, de hidsige fiskere og landsbyens fusentastere. Det er mesterligt!

Der er vemod i stemmen, når Sørensen fortæller om landbrugssamfundets afvikling, men fortællerens nøgterne blik glemmer ikke klasseskellene, fattigdommen og besinder sig på bedste jydske vis om, at det såmænd er godt nok, som det hele er gået. Mærkedage er ikke en bondebog – det er åndshistorie fra det Danmark, vi stadig identificerer os med.