[ Bogtip efter Karina Søby Madsen ] Der er nu ikke meget chicklit over svenske Mara Lees gennembrudsroman “Ladies” fra 2007, selv om det er det indtryk, coveret giver. Det er helt igennem pink, og på forsiden er afbilledet en smuk ung kvinde, der kaster sine lyse lokker, som deltog hun i en shampoo-reklame. Men man skal ikke lade sig narre. “Ladies” er nærmere en feinschmecker-roman end chicklit. Den er mere Siri Hustvedt end Helen Fielding (Bridget Jones dagbog), og langt mere Margaret Atwood end Henriette Lind (Nynnes dagbog). Så har vi det litterære luftlag på plads – så til indholdet. Indholdsmæssigt har Mara Lee blik for de høje hæle og for kvinder, der er så kønne, at mændene taber underkæberne. Romanen følger fire karakterer over en periode på 15 år; forfatteren Laura Magnusson, galleristen Lea Nord, fransklæreren Mia Styrén og fotografen Siri Conradsson, som fotograferer under navnet Iris C. I sceniske klip følger læseren de fire karakterer, og deres historier folder sig stadigt mere ud, som var de små kinesiske æsker, der en efter en blev åbenbarede. Også deres relationer til hinanden tydeliggøres lidt efter lidt. Deres liv har således viklet sig ind og ud af hinanden i byerne Stockholm, Malmö og Paris samt i et par småbyer i Skåne. Omdrejningspunktet er et misbrug. De tre førstnævnte kvinder har nemlig det til fælles, at de, ud over at være helt utroligt smukke, på den ene eller anden måde er blevet misbrugt følelsesmæssigt og fotografisk af Siri. Mens Laura stadig lider af uhelbredelig kærlighed, så er Mia og Lea hævntørstige som bare pokker. De vil se blod, og derfor inviterer de Iris C til at udstille på Leas galleri – uden dog at fortælle, at Lea er galleriets ejer. Det er selvsagt ferniseringen, der er romanens afsluttende kulmination, det er hævnens time, fortællingen arbejder sig hen imod, og undervejs undersøger romanen såvel kvindemiljøet som det kulturelle miljø. Man får som læser én på grineren, når Laura anfører, at man bliver grim af at skrive. Eller da Lea ved en digtoplæsning reflekterer: “Her har de søgt tilflugt, tænkte Lea. Her kunne de oprette deres egne love og regler, deres egne kvalitetskriterier, alle de mennesker, der af den ene eller anden grund ikke kunne, evnede eller orkede at være en del af det store samfund.” (side 271). Det er, indrømmet, å så genkendeligt. Og også konflikterne i og imellem kvinderne er genkendelige. Deres dyrkelse af skønheden, deres selviscenesættelse og deres trang til at blive begæret, ikke nødvendig elsket, men begæret, i hvert fald. Det er sådan, det er at være kvinde, det er det, romanen eksaminerer. Ja, og så undersøger den ikke mindst kunstens grænser. Hvor langt kan man gå i sin kunstneriske udfoldelse, hvor meget og hvor mange man kan udnytte. For Siri er der ingen grænser, men for ofrene, for Lea og Mia, er der grænser. Laura til gengæld reflekterer på et tidspunkt, at det er kunstens præmis, at man går tæt på. Det har hun erfaret, efter hun blev forfatter. Og kunstkritikeren David Jonsson reflekterer: “Iris C havde en ubestridelig visuel begavelse, og hvert billede var kraftfuldt. [...] Motiverne var stærke, og billederne formidlede en følelse af udsathed, af og til tangerede de overgrebets æstetik, men de overskred aldrig grænsen.” (side 385). Vurderingen afhænger altså af øjnene, der ser, og dog fælder romanen en slags dom, men den skal jeg ikke komme nærmere ind på her. I stedet vil jeg slutte med en varm anbefaling af denne roman, der på intelligent og interessant vis bruger det ydre, bruger skønheden, som katalysator for fortællingen, og som dykker helt der ind i sjælen, på såvel kvinden som kunsten, hvor det er allermest smerteligt, og så blotlægger den, bid for bid. Bon appetit!

[ Boginfo ] Lee, Mara: Ladies. (Bogens sprog: dansk) Rosinante, København, 2008 (2007). ISBN: 978-87-638-0827-9.