[ Bogtip efter Karina Søby Madsen ] Sødt, salt og syrligt
Slikposer skal helst rumme det hele – det søde, det salte og det syrlige. Og romaner ligeledes. Det må jeg sige, at Maria Svelands “Bitterfissen” gør. Læs den! og tag temperaturen på ligestillingen anno 2007. Dommen er både tårevædet, liderlig, lystig og efterlader en let grapeagtig smag i mundhulen.

Svenskerne kan altså noget med at tage bladet fra munden og skære ind til benet i ligestillingskampen. Ja, i Sverige må mænd ligefrem erklære, at de er feminister, førend de kan gøre sig håb om politiske topposter. Men betyder det, at der er ligestilling? Nej... Med afsæt i freelancejournalisten Sara og teaterinstruktøren Johan, et ungt par omkring de 30 med et enkelt barn, skildrer Maria Sveland, hvor svært det er at skabe ligestilling. Som hun skriver: “Hvordan skal vi nogen sinde få ligestilling i samfundet, når vi ikke engang kan finde ud af at leve ligestillet med den, vi elsker?” (side 9). Det er det spørgsmål, hun udforsker i “Bitterfissen”, det er de patriarkalske strukturer, hun problematiserer, og det gør hun med en skrift så skarp, så intens, at man næsten skærer sig på den.
I størstedelen af romanen befinder Sara sig på ferie på Tenerife. Hjemme i Stockholm er Johan og deres toårige dreng Sigge, og det giver Sara dårlig samvittighed – at hun er rejst fra dem. En hel uge endda. Samtidig undrer Sara sig over, hvordan Johan kunne være bortrejst alle hverdage i ti uger, mens Sigge var spæd, mens hun får dårlig samvittighed over at rejse væk en uge nu, hvor Sigge er to år, og hun spekulerer over, hvorfor ingen sagde noget til, at Johan var væk dengang, mens både venner og fremmede nu spørger hende, om ikke Sigge vil savne hende.
Det er disse forskelle, Sara filosoferer over, og som hun ser alle vegne. Hun ser dem hos de ferierende par på hotellet, hvor mændene er tilbagelænede, og deres kvinder er mere eller mindre alkoholiserede, mere eller mindre hysteriske, mere eller mindre apatiske. Hun ser det i de sceniske klip fra sin egen barn- og ungdom, som hendes tanker kredser om, hvor billedet af en undertrykt mor og en far, som ynder at fortælle, at han betaler gildet, går igen og igen, og hvor erkendelsen er, at de begge led af manglende overskud. Også Sara mangler overskud, og det er derfor, hun er på Tenerife; for at genvinde overblikket. For at finde ud af, hvorfor det er så svært, især som kvinde, at eje sit eget liv.
De ligestillingsmæssige diskussioner, som foregår i Saras hoved, og som hun ser reflekteret i sin samtid og fortid, læser hun op imod litterære halvfjerdserikoner som Erica Jong og Suzanne Brøgger. Det er da også i forlængelse af disse forfattere, at man skal placere Maria Sveland litteraturhistorisk. Mens man i det 19. århundredes romaner blev gift, så blev man skilt i det 20. århundredes, skriver Erica Jong i “Luft under vingerne”. Men hvad så i det 21. århundrede? det er det, svenske Maria Sveland giver et svar på i “Bitterfissen”. Jeg skal ikke her røbe, hvad svaret er, men uden at afsløre for meget, så skal der en god blanding af kærlighed, lidenskab og – ikke mindst – kampgejst til.

[ Favoritcitat ] “- Han hedder Sigge. Vil du se et billede af ham? spørger jeg og viser hende stolt det fotografi, jeg altid har på mig, Det er på én gang et trofæ og en påmindelse, hvis jeg skulle glemme, at han findes, for det kan ikke fornægtes, at mine dagdrømme oftere og oftere handler om den store, frie ensomhed. Og drømmene efterlader mig med en tyk skyldfølelse og indelukkethed.”
“Bitterfissen”, side 13.

[ Boginfo ] Sveland, Maria: Bitterfittan / Bitterfissen. (Bogens sprog: Svensk / Dansk) oversætter Christina W. Bojlén. Norstedts Förlagsgrupp / Forlaget Modtryk, Stockholm, 2008 (2007). ISBN: 9789113016580 / 9788770531313.