[ Bogtip efter Beat Mazenauer ] Denne bogs forord skal helt bestemt tages alvorligt: “De følgende historier er baseret på virkelige hændelser”. Vladimir Vertlib, blev født i Leningrad og emigrerede til Israel med sin familie, da han var fem år gammel. Han har boet i Østrig siden 1981 og er litteraturhistoriker. Man behøver ikke at ty til fiktionen for at opleve ekstreme historier - de forekommer allerede i det virkelige liv. Vertlib giver os tre sådanne beretninger i bogen. Han tager disse sande historier og omskriver dem til fiktion. Selv om de måske ligner virkelige hændelser, så “er mange af historierne fiktive, eller forløbet var anderledes i virkeligheden”. Vertlib balancerer i sine historier prosaens ekspanderende beskrivelser med poesiens koncise intensitet – en slags verbal push-pull effekt mellem alvor og ironi på samme tid.I begyndelsen af bogens titelnovelle bliver fortælleren inviteret til at overvære sit “første mord”: i et øjebliks hidsighed dræber den 42-årige Leopold Ableitinger en indskrænket, lille lømmel, som uden grund overfuser ham med skældsord. Denne hændelse bliver beskrevet på en måde, så man læser det som om, retfærdigheden sker fyldest - lømmelen har fortjent sin skæbne! Men fortælleren vil høre mere, så Ableitinger begynder at berette om en tidligere hændelse, noget, som overgik hans far, efter anden verdenskrig . . . Vladimir Vertlib bruger en underspillet, men alligevel insisterende, teknik, når hans personer siger noget, og han fremstiller dem som hjul i historiens maskineri. Umiddelbart virker det, som om historierne hører til i den lette genre, men ved nærlæsning afsløres forfatterens subtile, dramatiske stil og store sproglige spændvidde. Rædsler sker på en afstumpet, og dog hverdagsagtig, måde - den uskadte hud er tynd, og på et vist tidspunkt begynder hemmelighederne så småt at sive ind i ens bevidsthed. Den sidste historie handler om de genvordigheder og prøvelser, der møder to venner, som sammen flygter fra Tyskland i begyndelsen af 40’erne, for at undgå militærtjeneste. De ender dog med at blive soldater på hver sin side af krigen. Begge overlever, til trods for at de gennemlever alle mulige former for afsavn. Den ene, maleren Robert Hamminger, beretter om sine oplevelser til fortælleren årtier efter, at de er sket, med en sindsro, som tilsyneladende udspringer af, at begivenhederne er kommet på afstand. Det er netop afstanden, som giver Vertlibs fortælling en lethed, som dog på ingen måde negligerer de tunge minder. Igen og igen konfronterer Vertlibs biografiske fortællinger os med Europas grufulde historie om fordrivelse, krig og den systematiske udryddelse af millioner af mennesker.

[ Boginfo ] Vertlib, Vladimir: Mein erster Mörder. Lebensgeschichten. (Bogens sprog: Deutsch) Deuticke, Wien, 2006 . ISBN: 978-3-552-06031-9.