[ Bogtip efter Karina Søby Madsen ] Mens iranerne bereder sig på valget i juni 2009, der står mellem den konservative Ahmadinejad og reformisten Mousavi, og mens nordmænd såvel som danskere diskuterer islamofobi og integration, så debuterer norsk-iranske Mina Bai med den gribende, velkomponerede og velskrevne roman “Djeveljente” om kvindelivet i Teheran i sidste halvdel af det 20. århundrede.

“Han hadde tatt så mye fra meg: ungdommen og drømmene, kjærlighed og forelskelse, og nå æren med usanne beskyldninger om en gutt jeg elsket som en mor. Ekteskapsfengselet var hans gave til meg, utroskap skulle være min evige hevn. En revansj like bitter og skjendig som selve denne verdiløse farsen.” (97-98).
Sådan klinger det af fortabelse, når hovedpersonen i “Djeveljente”, Ashraf, beretter om sit ægteskab til den 28 år ældre mand, Akbar. I det hele taget er der meget, der bliver taget fra Ashraf. Moren dør i barselsengen, faren synker stadig mere ned i depressionens sorte hul og væk fra virkeligheden og Ashraf. Også Ashrafs sanser bliver taget delvist fra hende. Hun bliver næsten døv på det ene øre, halvblind på et øje, mister noget af håret og får en knæskade – alt sammen som resultat af først farmorens, siden ægtemandens vold.
Som et baggrundstæppe i fortællingen er de politiske og religiøse omstændigheder i Teheran fra midten af 1940’erne og frem til i dag. Den hvide revolution, Shahens USA-støttede reformer i 1960’erne, hvor gaderne fyldtes af kvinder i dristige klær, samt ayatollah Khomeinis tilbagevenden fra eksil i 1979, der igen gav mændene al magt; det er disse begivenheder, læseren får i små glimt, og de bliver et spejl på Ashrafs op- og nedture i livet. Denne læser kunne ønske, at det politiske fik en mere gennemtrængende plads i romanen, og også at nogle af de sproglige klicheer var luget ud, men samtidig er jeg grebet af den hjerteskærende kvindefortælling, der for øvrigt minder om Khaled Hosseinis tematisering af afghanske kvinders vilkår i romanen “Under en strålende sol”. Hos både Hosseini og Bai er undertrykkelsen i højsædet, og dog sprudler både kvinderne som fortællingerne af livskraft. Ashraf vokser således op med en ustyrlig livsappetit, hun onanerer og elsker at lære, og det er netop derfor, farmoren giver hende tilnavnet djævlepigen. Men selvom bønner, besværgelser og bank præger hendes opvækst, og tævene følger med i ægteskabet, så er Ashraf ikke så lige til at kue. Hendes trang til kærlighed og til et mere frit liv overvinder ethvert forsøg på undertrykkelse, og romanens frie og poetiske tone er med til at understrege og understøtte denne ukuelighed.

Mens denne læser venter spændt på udfaldet af valget i Iran, og på bedre tider for integrationen, så kan jeg anbefale at tage på rejse til Teheran med Mina Bais “Djeveljente” for at nyde en betagende fortælling og samtidig blive lidt klogere på livet i Iran.

[ Favoritcitat ] “Oldefar og farfar hadde også vært skjeggete, men fars generasjon var ikke like opptatt av den visdommen skjegget vitnet om. De var ikke lenger besatt av helligdommen og det ærbare som fulgte med skjegget: »En skitten hund skal pisse i skjegget ditt hvis du ikke sier sannheten,« pleide oldefar å si til den kleptomane tjeneren.”
“Djeveljente”, side 8.

[ Boginfo ] Bai, Mina: Djeveljente. (original language: Norsk) Forlaget Oktober, Oslo, Norge, 2009 . ISBN: 9788249506330.